Saftig Gulerodskage

Denne gulerodskage er efterhånden ved at være en af mine klassikere. Den er en sikker hitter og der skal tilmed ikke bruges smør i kagen, hvilket gør den en lille smule mindre syndig end andre kager. Første gang jeg smagte kagen, havde min mor bagt den, og hun havde fundet opskriften i et gammelt Feminablad som en læser havde indsendt.
Det bedste ved kagen er, at den simpelthen bliver bedre med tiden og æblemosen gør den dejlig svampet.


Ingredienser:
2 æg
250 g farin
500 g groft revet gulerod
325 g mel
1 tsk bagepulver
2 tsk natron
1/2 tsk salt
2 tsk vanillesukker
3 tsk kanel
50 g kokosmel
2 1/2 dl  æblemos ( gerne mere)

Pynt: Glasur og farvet krymmel

Fremgangsmåde:
Pisk æg og farin rigtig godt til en luftig æggemasse. Rør æblemos og revne gulerødder i. Bland alle de tørre dele og sigt dem i dejen. Kom dejen i en smurt bageform. Bag kagen i midterste rille  på 190 C i ca. 40 til 60 min. alt efter hvor lille din form er. Stik en spids genstand i kagen for at sikre at kagen er færdigbagt.
Anmeldelse:
Jeg bagte en dobbeltportion for at kunne fryse noget af kagen til en anden god gang. Kagen blev saftig og god - populær som den plejer. Men jeg må sige, at den jeg havde frosset ned blev en lille smule tør. Så kagen egner sig ikke til at blive fosset ned.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nem lagkage med rutebiler

Wok - nu børnevenlig

Hjemmelavet ravioli med kødfyld og tomatsovs