Hjemmelavede forårsruller


Sprøde forårsruller

Nu er det jo ifølge kalenderen forår, så derfor skal vi have forår i maden - Forårsrrrrrulllllller! (rul på r'et)

Jeg har enormt længe godt kunne tænke mig at kaste mig ud i at lave hjemmelavede forårsruller. Jeg har bare ikke haft lyst til at dumpe dem ned i en fed friture.. Men så faldt jeg over Louisa Lorrangs kogebog: Spisetid - i elektronisk form, hvor hun har lavet en video på bare 7 minutter, der gennemgår hele processen - så sejt !-  hun laver forårsruller i ovnen.. OG det var da godt nok let..

Det kræver selvfølgelig, man kan få fat i forårsrulledejen. Jeg købte dem i en asiatiske butik 50 stk for 20 kr. eller noget i den dur (i frossen tilstand).

Jeg vil lige pointere, at det IKKE er en hurtig ret. Det tager lidt tid at forberede fyldet og ikke mindst rulle forårsrullerne. MEN gør det en weekend med gode venner eller familie og inddrag børnene i det omfang de kan, så er det enormt hyggeligt og føles nemt. Vi brugte 1 1/2 time fra start til spisetid.
Du kan vælge lige netop det fyld du ønsker (eller har i dit køleskab), men her er hvad vi brugte - som også er det klassiske:

Ingredienser ca. 35 stk.:
1 pk forårsrulledej
1 spsk olie til panden
1 lille revet løg
900 g hakket svine/kalvekød
2-300 g fint hakket hvidkål
6  revede gulerødder
ca. 1/2-1 dl soyasauce
1 pk bønnespirrer
1 stor håndfuld hakket frisk koriander (kan undlades)
Olie til pensling
LIM til at holde sammen på rullerne: mel og vand blandes til en tyk lim, der kan smøres ud med en ske.

Fremgangsmåde FYLD:
Svits kort løg i olivenolie på en pande. Tilsæt kødet og steg det til det bliver gennemstegt. Tilføj gulerødder og hvidkål. Lad det stege godt og smag til med soyasovs (der er meget salt). Der må ikke være væske ved fyldet når det skal i ruller. Så steg det enten fri for væske eller put det i en si og lad det dryppe af.




Fremgangsmåde FORÅRSRULLER:

Læg dejen diagonalt på et bræt med et hjørne øverst og et hjørne nederst. Læg resten af dejpladerne i et fugtigt viskestykke, så de ikke udtørrer. Fordel ca. 2 spsk fyld i bunden af din dej. Tilføj friske bønnespirer og frisk koriander. Løft dejen over fyldet og skub/pres let tilbage, så rulle bliver "stram". Rul til du møder hjørnerne på midten og fold begge hjørner ind på midten tæt sluttet om køddet. På det sidste stykker smøres lidt lim til på kanterne og i spidsen for at rullerne holder. Læg rullerne på en bageplade med lukningen nedad. Pensl dem med lidt olie. Steg dem i en forvarmet ovn på varmeluft ved 200 C i 10-12 min. og vend dem efter 5 min.  De bliver kun lidt gyldne, men er sprøde.
















Tilbehør:
Vilde ris
Soyasovs
Mangochutney
Chilisauce
Hoisin sauce

Dyp dine ruller i soyasovs, mangochutney, chilisauce, hoisin sovs, eller hvad du nu godt kan lide af den slags.


Anmeldelse: 
Ingen havde prøvet at få hjemmelavede forårsruller før og vi var alle rigtig imponerede over resultatet. Rullerne var dejlig sprøde og smagte skønt og ikke fede. Børnene ville egentlig helst have risen, men spiste minimum en halv rulle hver.
Der var ikke én rulle tilbage - 35 ruller og vi var 4 voksne og 3 børn! Mums!



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Nem lagkage med rutebiler

Wok - nu børnevenlig

Hjemmelavet ravioli med kødfyld og tomatsovs